Køb af brugt Harley-Davidson – Pas på

Markedet for brugte Harley-Davidson motorcykler i Danmark er ret stort – og det er helt klart at det er STØRRE end salget af NYE som kommer til landet gennem de officielle kanaler. Derfor er der en del både private og firmaer der henter cykler i udlandet og sælger dem i Danmark.

Tingene KAN være 100% i orden, men desværre er det ikke altid tilfældet.  Du kan selvfølgelig købe brugt H-D af hvem du vil, men vi synes du skal gøre det med åbne øjne. Derfor har vi sammensat dette lille skriv med henblik på at informere dig om de faldgruber der er på markedet.

LAD det være sagt med det samme: Dette skriv handler ikke om at vi vil have en større del af markedet for os selv. Vi må konstatere at vi IKKE har nok brugte motorcykler, ligesom vi heller ikke har kapacitet til at levere flere hundrede extra motorcykler pr. år. Vi synes blot at det er vigtigt at informere dig der er i markedet for en brugt H-D, så du er opmærksom når du handler.

Cykler der stammer fra det Amerikanske hjemmemarked

Du kan hurtigt kende dem på at deres stelnummer starter med 1  - Altså – kigger du på en cykel der har et stelnummer der starter med 1, så er cyklen bygget til det amerikanske hjemmemarked med amerikanske specifikationer. Europæiske modeller starter altid med 5 i stelnummeret (fra 2003 og frem – Ældre modeller starter ALTID med 1)

Med cykler der er parallelimporteret fra USA ser vi 2 ”problemer” ret ofte:
1: Der er tale om tidligere totalskadede køretøjer med udokumenteret genopbygning. 
2: ”Fusk” med dataerklæringer.

1: Salvage

Gennem de sidste år har vi set en del motorcykler af variabel ”tvivlsom” karakter som er kommet til landet. Desværre har vi set at trafikken er øget dramatisk over de sidste par år.

Vores ”advarsel” handler om cykler der er tidligere ”Salvage” fra USA. Salvage betyder direkte oversat ”bjærgning”, men i virkelighedens verden er der tale om cykler der har været totalskadet i USA. Hvad der er sket med cyklen efter den er blevet totalskadet i USA er næsten altid umuligt at finde ud af, men meget ofte kan vi spore cyklerne tilbage til Lithauen og Polen – som regel med en registrering efterfølgende i Tyskland.

Vi kan konstatere at der er en ganske væsentlig trafik af ”vrag” der ender i Lithauen. Her bliver de genopbygget og efterfølgende solgt til andet Europæisk land – vi antager at der er tale om proforma salg da vi ofte har set at registreringsperioden har været helt nede på få dage. Sluttelig ender cyklen med at blive registreret i Tyskland hvorefter den bliver solgt til Danmark.

Problemet er principielt IKKE at cyklen er genopbygget, for det kan jo være sket helt efter bogen. Problemet er at man ikke kan vide HVORDAN den er genopbygget og sædvanligvis kan man heller ikke få oplyst HVEM der har genopbygget den. Vi har set eksempler på cykler hvor der meget tydeligt er svejset i stellet. At svejse i et stel er 100% ”no-go” i forbindelse med opbygning efter en skade. Er stellet skadet SKAL det skiftes. Vi har også set flere eksempler på cykler hvor stellet er SKÆVT  med ret besynderlige køreegenskaber til følge.

Hvis en genopbygning er sket efter bogen, så er der selvfølgelig ikke nogen problemer i det. Problemet er ”røgsløret” OG det faktum at vi endnu ikke har hørt om kunder der har købt disse cykler, som er blevet OPLYST om at cyklen er tidligere totalskadet. Problemet er også at genopbygningen ikke er dokumenteret. Derfor sker der også det, at hvis man f.eks. kommer til os for at ville købe ny cykel og gerne vil give en tidligere ”Salvage” cykel i bytte – så siger vi ganske enkelt nej tak til at købe den.
 

 

2: ”Fusk” med dataerklæringer

Vi er lige nødt til at starte med at forklare systemet.

I EU har vi nogle standarder for hvordan et køretøj skal virke. Der er bestemmelser om det meste, herunder lygteføring, blinklys, støj og forurening.

Ønsker man at registrere et køretøj i EU som er bygget til et andet marked, så kan det ske FORUDSAT at køretøjet er ombygget til at overholde typegodkendelsen for tilsvarende køretøj bygget til det Europæiske marked. På cykler fra USA handler det om forlygteparabol, evt ”running lights”, frekvenser anvendt i alarmsystem, udstødningssystem, ECM kalibrering (motorstyring), Speedometer osv.

NÅR man har dokumenteret at køretøjet er ombygget EU specifikationer, så kan man få en dataerklæring som man skal bruge i synshallen – det er DET dokument der indeholder alle data og som gør at man kan få cyklen registret i Danmark (eller andet EU land)

PROBLEMET er at man i dag kan få dataerklæringer pr. postordre. Der er ingen der kontrollerer at cyklen overholder de specifikationer den skal, man får blot et dokument som man kan tage med i synhallen. Det er så synshallens opgave at kontrollere at tingene er lavet, men vi kan konstatere at det i praksis sjældent sker.

Vi kan dog også konstatere at Trafik og Byggestyrelsen er begyndt at efterkontrollere cykler der tydeligvis er bygget til et andet marked (1 i stelnummer) – også selvom cyklerne forinden har været registreret i andet EU land… Og så falder hammeren. Vi har dog ikke hørt om at hammeren er værre end at man bliver bedt om at få bragt tingene i orden, men vi har bestemt hørt om kunder der ikke er helt tilfredse med at stå med en regning for ombygning af køretøjet til EU specs, efter at de lige har betalt ”markedspris” for cyklen.

Problemet er også, at med ”Dataerklæring pr. postordre”, så kan man ikke engang være sikker på at data i dataerklæringen stemmer overens med det køretøj man har. Dette problem ser vi oftest med modeller som IKKE FINDES som tilsvarende EU model. Eksempel: FLTR – altså Road-Glide blev af Harley-Davison i perioden 2001 til 2013 kun produceret som USA model. Der FINDES altså ikke en EU model FLTR fra perioden – og DERFOR findes der heller ikke nogen EU typegodkendelse. (Eneste undtagelse er FLTRSE som blev lavet som EU model i 2009).

Man kan derfor ikke få en ”rigtig” dataerklæring for FLTR af nævnte årgange idet ”data” ikke eksisterer. Eneste lovlige ”vej” ind på de Europæiske veje for sådan en cykel er derfor komplet køretøjsprøvning ved anderkendt prøveinstitut. DET er en vej de færreste er villige til at gå, da det er en særdeles bekostelig affære. I stedet kan vi konstatere, at der er de der har benyttet sig af ”Dataerklæring pr. postordre” hvorefter man har satset på synsmandens uvidenhed… En uvidenhed vi kan konstatere ikke er svær at finde. Problemet er bare – at selvom man er ”kommet igennem” og har fået sig en nummerplade, så kører man altså rundt på et køretøj, som kun meget vanskeligt kan blive lovligt.

  

Konklusion

Vi synes det er dødærgerligt at vi stort set ugentligt oplever at kunder er blevet taget ved næsen – eller i alle fald IKKE har købt på oplyst grundlag. Vi står derfor gerne til rådighed med yderligere råd og vejledning ligesom vi gerne slår en cykel op ”i systemet” hvis du skaffer stelnummeret.

Skulle du være i markedet for en brugt H-D og finder en hos os som du kan lide – så kan du være sikker på at vi har kontrolleret cyklen for ovennævnte inden vi overhovedet har købt den ind. Hos os får du også fuld 2 års garanti på alle motorcykler der er under 15 år gamle. Disse har også alle gennemgået et 99-punkts check, så både du og vi kender standen på cyklen inden blækket er tørt. (Ovennævnte gælder ikke visse former for kommissionssalg – dette fremgår altid af vores hjemmeside). På cykler der er ældre end 15 år yder vi altid 2 års reklamationsret (igen visse kommissionssager undtaget)

Har vi IKKE den brugte H-D som du ønsker dig – kan du købe andetsteds med ovennævnte in mente. Ring også meget gerne med stelnummeret, så slår vi den ganske gratis op i systemet ligesom vi kan få en snak om andre ting du skal være opmærksom på. Som sagt handler dette skriv ikke om at vi ønsker at ”rage mere til os” – det handler udelukkende om at vi er optaget af at oplevelsen med at købe og eje en H-D er en positiv oplevelse, - uanset hvem du køber den af.